Fortællinger og digte fra hjerte og sjæl

En stille aften ved skumringstid gik hun ud, månen stod lavt og synede stor. Under den ene arm bar hun den gamle bog, hun havde taget den fra den sovende, inden hun gik. Bogen med opskrifter på kærlighed, det var tilsyneladende svære opskrifter og når det endelig lykkedes blev tinkturen uklar og lidt rusten og så blev den nøje doseret.

Hun gik nu på stien langs åen og marken og i skellet mellem marker registrerede hun bevægelse. Noget yndefuldt dansede vævende i skumringen, hun stoppede op og mærkede trådens energi fra de dansende, en feminin dans mellem hinder og feer. Hun listede tættere på og de gav hende lov. Det var en dans, hvor hinderne gav feerne lov til at drikke af deres mælk og hvor feerne foldede deres hænder, som trug og lod hinderne drikke af deres magi i en magisk kærlighedsdans.

Feen, der sad på hendes skulder, fløj ind i dansen og blev modtaget med jubel og druide-sang. Magi og mælk hvirvlede rundt, som i en stille orkan. Bogen under hendes arm begyndte at lyse i samme magiske farver, som feernes energi. Hun lagde bogen i sit skød og åbnede den. Kærligheden strømmede hende i møde og kvinden græd forløsende tårer. Da tårerne ramte bogens sider, trådte en hind frem for hende og sagde “kom, giv mig bogen og vær med i dansen”. Hun rakte bogen frem i det hun rejste sig og fulgte med ind i kredsen af dansende. Hun lod feerne drikke af hendes mælk og hun drak af feernes magi i en kærlighedsrus.

Det var blevet helt mørkt uden hun havde opdaget det, hun vendte hjemad uden bogen, feen sad nynnende på hendes skulder og hendes skygge i gadelysets skær virkede feminin og yndefuld og tog ind imellem et par lette dansetrin.

Han fløj forbi hende og så hende knapt nok, hun var helt lukket og nærmest sky.  Hendes duft var flygtig og hun havde en sårbarhed så gennemsigtig, at den ellers ikke bemærkedes, men han sansede hende. Han sansede hendes duft, som var mild og forførende og han vendte tilbage, han kunne ikke lade være.

Hun turde ikke vise sig, men noget i hende voksede, da han vendte tilbage, da han insisterede på hendes skønhed og sværmede om hende. Noget i hende forandrede sig og hun fik lidt mod.

Hun åbnede sig en smule og hendes milde duft forførte ikke bare ham, hun mærkede selv farven blusse og hun berusedes i duftens nydelse og hans sværmeri.

Forelsket, han var ikke i tvivl, men hun tøvede. Hun måtte have lidt mere tiltro, det kunne ikke passe, hendes skønhed. Hun varmede sig, mens han sværmede om hende, nogle gange for tæt og andre gange alt for langt fra, en dans i glemsel og længsel.

Hun mærkede hans nærvær og hun fik tillid, hun mærkede hans tålmodighed og hun fik tillid, hun mærkede hans vedholdenhed og hun fik tillid.

Hun turde at folde sig ud, at vise sig, bare lidt, at vise hvem hun var, inderst inde.

Hans tone summede og lyden berørte og beroligede hendes indre. Hun løsnede op i hans nærvær og længdes i hans fravær, hun glemte sig selv eller opdagede sig selv.

Hun følte kærlighed.

Hun følte sig usikker og sårbar, hun følte sig smuk og dejlig, hun følte sig tillidsfuld og tryg og hun opdagede, at jo mere hun åbnede sig, jo mere foldede hun sig ud.

Hun mærkede styrkens sårbarhed og sårbarhedens styrke, men mest af alt mærkede hun tilliden og kærligheden i livet blomstre.

Han  var om hende og da hun åbnede sig, mærkede hun ham også i sit indre – De blev forenet i hendes indre for evigt, de blev én

Hun mærker sit indre i evighed, i evighed mærker hun sit indre, hun mærker stilheden. En stille brise stryger ind over hende og det begynder at blæse op. Hun svajer og hun rystes, men hun står fast i sit stille indre, intet kan længere gøre hende sky og gennemsigtig, intet kan skille dem ad og true hende, hun står fast med dybe rødder, hun mærker sit indre.

Hun ser lyn skærer sig igennem himlen og hun hører tordenbrag, men hun er ikke skræmt.

Hun mærker smerten, da de tungt faldende regndråber slår hende ned, hun tynges, men holder sig oprejst.

Dråberne samler sig på hendes ydre, men også i hendes indre, så hun må bukke sig, tårerne løber ud.

Hun hænger med hovedet, skærmer sig og tager imod, hver enkelt regndråbes sylespidse leg. Hun holder igen, men hun kan ikke bære skønheden længere, dråberne er for tunge og for smertefulde og hun må give slip, give slip og mærke smerten i sit indre.

Hun mærker at hun er fri for tyngden fra regndråberne, solen skinner, alt er stille, bortset fra fuglene, der kvidrer. Hun kigger op og står i al sin afskyelighed, al sin sårbarhed, al sin smerte, nøgenhed og tristhed og hun mærker i sit indre at de stadig er én i al evighed.

Jeg mærkede ellers forelskelse, forelskelse og liv, men livet og virkeligheden vendte tilbage. Vinden blev ved med at skubbe til mig, først den ene vej og så den anden vej, i en tilfældig retning, jeg forsøgte at følge med, men jeg forstod ikke, hvad det var den ville mig.

Kvinden havde svært ved at fokusere, hun havde alt for travlt til at mærke efter, hvad hun selv havde lyst til, hun glemte at trække vejret, hun glemte sig selv. I det tidlige forår mærkede hun forelskelsen, hendes vejrtrækning var dyb og inderlig og hun var boblende glæde og boblerne bristede og sendte nydelsesfulde kærtegn gennem hele hende krop. Kvinden blev forført i et hav af sanser og hun lod sig rive med. Men uden hun opdagede det, stoppede hun med at trække vejret, det var ikke længere sansehavet, der forførte hende, det var vinden, der skubbede hende, på må og få. Hun forsøgte at stritte imod, men måtte lade sig føre med af hverdagens travlhed, hun havde svært ved at stoppe. I hverdagens travlhed, når hun fløj afsted, opfangede hun ord og billeder i små glimt og nogle gange, var det som om, det var spejlbilleder, der ramte hende dybt, som symboler hun gemte i sit hjerte. I et billede, så kvinden sig selv som vinden, jo mere travlt hun havde, jo mindre trak hun vejret og jo mere blæste det uden for hende, men hvis hun stoppede op og var stille, så trak hun vejret ind og vinden forsvandt. Kvinden hørte også ord som ”Gamle nøgler åbner ikke nye døre” og hun gik ud i stilhed og rugede over, hvad de ord mon ville hende.

Vejrtrækningen hang, som en nøgle om kvindens hals og ventede bare på at blive brugt.

Jeg vandrer langs stranden, jeg længes efter at møde dig, jeg mærker dig et sted i mit indre. Jeg samler et hybenrosenblad op og hendes duft kilder min inderlighed, da bladet blidt strejfer mine læber. Jeg tændes af lyst til livet, mens jeg sanser forelskelsens leg. Jeg lytter til bølgeskvulp og det føles for evigt, mit hjerte banker for os to.

Jeg vil så gerne gå hånd i hånd med dig, du synes lige foran mig, jeg rækker hånden ud, men så er du væk, lige som jeg troede, du var her. Jeg mærker dig i mit indre. Jeg prøver at forestille mig os to sammen, men ser kun hverdagens begrænsninger. Den eneste begrænsning er i mig, hvis bare jeg kunne få dig ud. Bølgernes evige rullen, skylder os over, gør modstand, jeg kan ikke komme ind og du kan ikke komme ud. Jeg håber vi kan mødes en dag og indtil der, vil jeg bære dig varsomt i mit hjerte.

Jeg finder dig, det lover jeg, jeg mærker det, når jeg trækker vejret, nøglen om min hals. ”Gamle nøgler åbner ikke nye døre”, men denne nøgle er ny for mig. Jeg lytter til svalernes sang og til bølgerne, der sliber mine kanter og gør mig blød og rund. Jeg samler en sten op fra strandkanten, hun smiler til mig med sine øjne og former sig i min hånd. Bølgerne bryder og slipper i længselsfuldheden til vi er én igen. Jeg giver dig tid, mens jeg længes. Jeg åbner min port, jeg trækker vejret dybt. Jeg samler endnu en sten op, han læner sig mod hende og kysser blidt og insisterende hendes læber.

Vanddråben på et blad, blænder mit øje og jeg ser du er lige her, mere behøver jeg ikke at vide. Jeg trækker vejret, svalernes triller gør mig let og lykkelig. Jeg trækker vejret, jeg holder dig allerede i hånden, vi er én, vi er sammen for evigt.

Du gør mig let
Du giver mig tyngde
Du udvider mit indre
Du samler mit ydre.

”Jeg elsker dig, min egen”, hviskede kvinden i natten med hånden presset hårdt mod sit bryst. Kvindens rejse i dybet, hun drak af hans kilde, de spirede ud af mørket og tiden stod stille, mens en stille tåre løb ned ad hendes kind. Måske var det en glædeståre, måske var det af længsel – kun hybenrosen ved, at det er kærlighed.

Læs også om Sansebad og fortælling – det der sker inden jeg skriver.

Sansebad og fortællinger – det der sker inden jeg skriver

Ofte, når jeg skriver fortællinger, så har jeg været ude at gå en tur forinden, hvor jeg har ladet mine sanser bade i naturen. Mine gåture er langs en å, hvor der også står træer og med marker i baggrunden, i skoven eller ved havet. Fortællingen om Hybenrosen kom efter, jeg havde gået en tur ved havet.

Jeg gik lidt i klitten og kiggede på hybenrosenbuskene, jeg lagde mig på knæ og duftede til dem, jeg samlede et blad op og rørte ved det.

Jeg gik også på stranden i vandkanten, hvor jeg så bølgernes brusen, farvespillet i de våde sten og jeg rørte ved flere sten, tang og muslinger, samlede en hel lommefuld op for at mærke og røre.

Jeg lagde mig også i klitten og lyttede til bølgerne og jeg hørte svalesang.

Jeg så hvide skyer på en blå baggrund gennem græsstrå, der bøjede sig ind over mit ansigt. Det havde regnet kraftigt tidligere, men vinden havde tørret det meste, bortset fra en enkelt dråbe på et blad.

Jeg går uden tid og mål og jeg lader mig fange og fascinere af livets vidunderligheder og jeg elsker, hvis mit kamera indfanger bare lidt af den skønhed, jeg mærker på min tur. Jeg jagter ikke billederne, det er billederne, der fanger mig.

Jeg sad i klitten og skrev fortællingen i min skrivebog, før jeg gik hjem og skrev videre.

Læs gerne fortællingen om Hybenrosens kærlighed.