Jeg var til international modersmålsdag i går mandag d. 21. februar 2022, arrangeret af Dansk Pen og Dansk Oversætterforfund og det foregik i Dansk Forfatterforening.
Det, der især fik mig til at gå til debatoplægget, var flg. citat:
”Sprogene er en ressource og en gevinst for det danske samfund. Erhvervsmæssigt, kulturelt og politisk. Men sprogene lever i skyggen.”
Lad os få sprogene ud i lyset – mine refleksioner
Nogle gange oplever jeg, at jeg har så meget på hjertet, så meget på sinde, så mange idéer, så mange følelser, så meget jeg brænder for, som jeg har svært ved at udtrykke og det hele sker inden i mig. Når jeg forsøger at udtrykke mig, så ser jeg dem, der står overfor mig, har hovedet lidt på skrå og et lidt spørgende udtryk i ansigtet, hvis jeg er heldig eller også smiler de bare og siger ”ja” til mine idéer.
Det er hvad jeg af og til oplever og jeg er født og opvokset i Danmark, jeg har dansk, som modersmål og mine forfædre har været danske, så længe mine forældre kan huske tilbage. Jeg burde ikke have svært ved det danske sprog. Tænk så hvor svært det må være at være kunstner ud i ord i Danmark, men ikke have dansk, som modersmål eller tænk bare at være menneske med dansk som andetsprog og noget på hjertet eller menneskebarn, der er nye i al sprog og kommunikation- det er tankevækkende. Læs videre “International Modersmålsdag 2022”
Der var engang en sælkvinde, som var gået på land og havde født sin unge. En dag da hun kom på land efter en tur til sit daglige åndehul, var ungen væk, hun ledte og ledte, men ungen var ikke at se nogen steder. Sælkvinden blev sandblind af at lede på stranden, så hun kunne ikke længere se havet, men hun ledte videre ved at lugte sig frem efter ungen og ved at kalde på den. Hun tænkte at ungen måtte have brug for hende, hvor skulle hun ellers gøre af al sin kærlighed, som hun huskede hun engang havde til ungen. En tidlig morgen på stranden vendte vinden og det gav små hvirvelvinde og sandet blæste op i hendes fine næsebor og nu kunne hun ej heller lugte havet og hørelsen var det også knap med. Længslen, efter ungens kalden på hende, var højere end lyden af havets brusen og hendes egen nu næsten uhørlige hæse stemme. 
I går aftes da jeg gik mig en tur i blæsevejret og med stjerneklar himmel og en lige så klar hensigt om at blive oplyst og få klarhed om åndehuller, så hvislede hvirvelvinden mig drillende i øret: ”Æv, bæv, du har glemt din hensigt” og ganske rigtigt, jeg gik der med raske skridt og kunne på ingen måder komme i tanke om min hensigt, den var væk, blæst væk, taget af hvirvelkvinden. 
Min lille rose, du var der, jeg fandt dig. Jeg så dig, der i mørket, gemt lidt væk blandt vildt krat. Du lyste i mørket og jeg så din insisteren i øjenkrogen, da du fangede mit blik. Du fortalte mig at jeg skulle komme hen til dig og jeg banede mig vej på bare tæer. Undervejs måtte jeg fjerne et tjørneblad, der borede sig op i min fod, men jeg vidste, jeg måtte hen til dig.