Hvirvelkvinden

I går aftes da jeg gik mig en tur i blæsevejret og med stjerneklar himmel og en lige så klar hensigt om at blive oplyst og få klarhed om åndehuller, så hvislede hvirvelvinden mig drillende i øret: ”Æv, bæv, du har glemt din hensigt” og ganske rigtigt, jeg gik der med raske skridt og kunne på ingen måder komme i tanke om min hensigt, den var væk, blæst væk, taget af hvirvelkvinden. Hvirvelkvinden kunne ikke stoppe sig selv, sådan er det som oftest med hvirvelkvinder og hun fortsatte med at kilde mig i øret: ”Du kan ikke høre noget, når du hvirvler rundt, det kan du først, når du stopper op, for så bliver der stille, så kan snavset i søen bundfælde sig og først der, kan søbundens stjerner skabe genskær med himlens stjerner”. Jeg standsede brat op og stod helt stille. Mit blik blev trukket op mod den klareste stjerne på en sjælfuld dybblå mørk himmel. I det øjeblik havde jeg fuld kontakt og hensigten var klarere end nogensinde før og ligeledes var svaret. Åndehullerne opstår, når jeg stopper op – det vil jeg tage med mig ind i marts og i april og i maj og i … livet. Når hvirvelkvinder er dovne, er det kærlighed til sjælen.