Sælkvinden – Fortælling

Der var engang en sælkvinde, som var gået på land og havde født sin unge. En dag da hun kom på land efter en tur til sit daglige åndehul, var ungen væk, hun ledte og ledte, men ungen var ikke at se nogen steder. Sælkvinden blev sandblind af at lede på stranden, så hun kunne ikke længere se havet, men hun ledte videre ved at lugte sig frem efter ungen og ved at kalde på den. Hun tænkte at ungen måtte have brug for hende, hvor skulle hun ellers gøre af al sin kærlighed, som hun huskede hun engang havde til ungen. En tidlig morgen på stranden vendte vinden og det gav små hvirvelvinde og sandet blæste op i hendes fine næsebor og nu kunne hun ej heller lugte havet og hørelsen var det også knap med. Længslen, efter ungens kalden på hende, var højere end lyden af havets brusen og hendes egen nu næsten uhørlige hæse stemme.

Hun gik rundt på stranden og græd for sig selv og folk der lyttede til vinden, kunne høre en hæs menneskelignende stemme, hviske for sig selv: Min unge har forladt mig, den elsker mig ikke mere, jeg er intet værd, men hvor er du, jeg må finde dig.

Sælkvinden gav op, tom og udmagret, hun kunne ikke mere efter alle disse år i forgæves søgen efter ungen. Hun lå helt stille ude af stand til at handle og i denne sælsomme stilhed, fornemmede hun pludselig noget – hun fornemmede havet, som kaldte på hende.

Hun var døv og kunne hverken heller se eller lugte, men i stilheden fornemmede hun havet lige foran sig. Hun bevægede sig langsomt og udmagret, med en lille skygge bag sig, mod havet, som tålmodigt havde ventet med åbne arme på at tage imod hende. Hun lod sig omfavne og i havets favntag fik hun vendt sig om og hun nåede lige at se, den lille skygge hoppe ud i de legende bølger.